Der kan startes snart sagt et hvilket som helst sted på den små 10 km lange rute.  Der er P-muligheder mange steder langs stranden, ved kælkebakkerne, ved Brillesøen, og ude i industrikvarteret for blot nævne nogle få steder. Et godt kort til hele stiforløbet er Esbjerg kommunes nyeste cykelsti-kort.

Kort

I denne gennemgang af nogle af rutens seværdigheder startesved et sted, alle kender, nemlig Esbjergs trestjernede seværdighed: ”Mennesker ved havet”, ud for fiskeri og søfartsmuseet. De er, som bekendt lavet af afdøde billedhugger Svend Wiig Hansen.

Parker her og kig på mændene og læg mærke til deres forskellige antal tæer, som varierer fra fire til seks. Her er en fremragende udsigt over indsejlingen til havnen og Fanøs nordspids. Her stod indtil for nogle få år siden en lille vindmøllepark. Her kan man fortære sin medbragte kaffe eller madpakke ved de borde og bænke, der er sat op. Vender man sig om, har man hele fiskeri og søfartsmuseet foran sig. Fra venstre ses administrationsbygningen, så museet, afsluttende med sælariet. I parken foran, ses en statue af Vitus Berings højre hånd Morten Spangsbjerg, der er begravet på kirkegården i fæstningen Kronstad på en ø i indsejlingen til Sankt Petersborg. Han er en hel historie for sig. Han overtog kommandoen over den russiske flåde, da Vitus Bering døde på Berings ø i Beringstrædet, men blev intrigeret ud af flåden, da de kom hjem til Sankt Petersborg..

Gå nu fra de hvide mænd, i retning mod byen, ad strandstien. På venstre side har du bunkers, tyskernes organisation Todt byggede, under opsyn af generalfeldtmarskal Erwin Rommel. Hvor stien slutter frit svævende i luften, drejes til venstre og gås ind til lyskrydset. Her går man over og kommer til en sti længere syd på ned i et grønt område.

Umiddelbart på venstre hånd, ind ad den første sti, lå til op i 80erne det sidste sommerhus i området. Til højre på samme sti ligger en skovlegeplads, som kommunen har oprettet og som er præmieret med en bronzeplakette af dagplejen. Her er, om sommeren et overdækket skur med bord og bænke. Man kan nu vælge at følge stien nord om Brillesøen, for det er det område, man befinder sig i, eller syd om søen. Navnet har den fået, fordi den består af to søer, nogenlunde lige store, som to brilleglas, forbundet af en kanal med en lille bro over midtvejs.

På nordsiden af brostien står også et dejligt bord med to bænke. Bruger man det, så husk at tage alt affald med, da der ingen affaldskurv er dér. Nordstien består et langt stykke af betonunderlag fra krigen, med bunkers på begge sider, gemt i kunstige kæmpehøje. Gå tilbage langs sydsiden. Her ses søen/søerne rigtigt. Kig op og se på de to højeste grantræer, på nordsiden af den vestligste sø. De er en stor del af forår og sommer tilholdssted for en stor og støt voksende hejrekoloni. Ofte kan man se dem og de store unger fouragere i søerne i området. Hele anlægget er fuld af dejlige hæg-buske, som giver den dejligste ”kirsebær” likør til julens ris a la mande. Ved søen står også et ualmindeligt smukt egetræ, helt enormt velproportioneret, en fryd at se på. Prøv også den hemmelige sti op over højderyggen i området.. Er man heldig kan man også opleve rådyr i området.

Tag også en afstikker til Gravlunden. Her er grave, hvor såvel tyskere som englændere fra to verdenskrige er begravede. Det er en af de større her i landet. Her er også den indendørs begravelsesplads, jo der er meget at se på. Gå og tænk på Pete Seegers sang, foredraget på tysk af Marlene Dietrich, med linjen: ”Wann wird man je verstehen?”(Hvornår vil man nogensinde forstå).

Gå lige ud af hovedindgangen og ind mod byen. Man kan nu kigge op til fiskernes mindelund, inden vejen går videre til Sildesø/Fourfeld sø området. I rotunden fiskernes mindelund kan man opleve den mest dramatiske side af Esbjergs sidste hundrede års historie. Her er alle de forsvundne kuttere og deres ditto mandskab mindet, f.eks. den håndfuld kuttere, som blev sænket af nazikaptajn Bartels februar 1940, altså før krigens udbrud herhjemme.

Vend om, gå tilbage over broen over Fourfeld bæk. Man kan nu enten følge den gamle vej langs skovbrynet på østsiden af området. Her kan man opleve gammel stenbrolægning med de småsten, man havde ved hånden her på egnen. At den er gammel skyldes og beliggenheden. De ældste vejstrækninger fulgte altid langs ådale, hvor der var mulighed for tørt underlag og færrest stigninger. Man kan også opleve et egetræ, der er lige så flot som sparekassegen på slottet Holsteinborgs jorde, sydvest for Næstved., og næsten lige så stort. Det står lige i en vejtrekant, altså vort træ her.

Inden i skoven ligger dels Sildesøen/Fourfeld sø, som lige nu skal komme sig efter to meget hårde vintre. Søen er opstået ved klæggravning. Den er fladbundet og er ikke dybere end at en 8-10 års dreng kan gå gennem den på langs og vandet går kun til hans navle. Har selv set det. Det er sandbund i den og man kan fint bade i sydenden. Det har mine sønner gjort som små.  Vandet er rent. Der er altid læ omkring søen. Tyskerne har haft barakker hele vejen omkring søen.  Om vinteren skøjtes der livligt på søen.

I gode år er der mange forskellige insekter, bl.a. flere forskellige guldsmede, fisk i flere størrelser fra små som en lillefinger til 30-35 cm lange. Desuden er der åkander i alle farver fra hvide over gule og lyserøde til dybrøde. Man kan også finde mosepors øst for søen.

Skoven er den næstvestligste bøgeskov. Den østligste er skovene omkring Guldager møllesø. Man kan se anseelige bøgetræer og en ”låddenbøg”. Låddenbøge er noget så sjældent, at den i Nørreskoven på Als, som noget helt unikt, er optaget i værket: Danmarks stednavne. Jeg har set rålam og egern i skoven. Egetræerne i selve skoven er ganske unikke. De må høre til Danmarks længste og mest lige egetræer. De er fuldt så høje og slanke som bøgetræerne og det siger en del. Det er sådanne træer, man brugte til de gamle sejlskibe, fregatter og vikingeskibe. Endelig kan du i den østlige del af skoven finde små flade jernalderhøje og en enkelt større, måske fra bronzealderen.

I området er der, foruden masser af vilde hindbær og brombær, flere slags mirabeller, æble og pæretræer, hæg samt røn, som alle kan bruges til såvel saft som snapsefremstilling. Jeg har også oplevet egern, rådyr og begyndelsen til en rågekoloni, gennem årene.

For enden af skovbrynet gås til højre. Man kan nu tage stien ad det gamle dige på højre hånd efter broen eller stien bag rækkehushaverne. Går man på diget vil man kunne opleve ådalen og mange gamle diger i forskellig stand og højder, fra forskellige tidsaldre, samt kødkvæget, der går der. Går man ad den anden, kommer man forbi mange gode æbletræer på højre hånd, i vildnisset.

Når man når ud til parkvej, er man nødt til at gå til enten lige ud og så til højre over åen eller til højre over åen straks. I begge tilfælde er man nødt til at gå gennem ”Reidars dyrepark”, som Nørreskoven hedder i daglig tale. Her går du stik nord på. Her oplever man rudler af Då, Sika og Kronhjorte, som kommer helt tæt på og lader sig fodre.

Vel ude af dyreparken gås til venstre ud til Fourfeld igen.  Når man har vel overskredet ådalen igen, er der æbler, pærer, mirabeller, slåen osv. i den grønne kile, som går helt op til Fourfeldskolen. Slåen giver også en god krydder snaps. Man kan også finde en røllike til en bjesk.
Men drej straks til højre. Her ses den første store kælkebakke på vor tur. Man kan vælge at kante sig højre om den eller at gå helt op på toppen. Her er en fin fin udsigt. Efter at have nydt udsigten går man videre og kommer nu ind i en skummel og fugtig ådal, hvor vandet fra kildevæld i bunden står helt stille, længere fremme kommer der også kildevæld ud af skråningerne mod Krebseparken, som vi går langs med. Her er en helt unikt insektliv i denne næsten lukkede varme, med stillestående pytter. Midtvejs er der en sti, der fører over ådalen, men fortsæt til man kan se Sædding Ringvej. Her lå engang en skøn legeplads med svævebane og meget mere på venstre hånd. Nu drejes til højre og over til Gjesing, til Krebsestien, før det er muligt at komme under vejen. På den anden side af ringvejen forlades atter Krebsestien der drejestil venstre. Nu kommer man igennem nogle aldeles fortryllende lupinmarker inden der drejes til højre næsten for enden af Mosevangen. Nu går stien i en bue uden om hele industrikvarteret ud til Tarphagevej.

Her oplever man igen udsigten over en ådal med megen frodighed, til venstre vil man på et tidspunkt have Markusskolens idrætsområde og meget andet, og indtil da lutter parcelhuse til venstre.

Inden Tarphagevej kan man lave en afstikker ud til den smukke Sønderrisgård, som har et interiør, der burde bevares og udstilles på stedet, som egnsgård fra Esbjergs grundlæggelse.

Vel under Tarphagevej fortsætter man ad stien bag Susåvænget/Kongeåvænget. Her ved Susåvænget blev for nogle år siden, af Ingrid Stoumann, udgravet en meget stor vikingelandsby. Dengang hed vejen Kølhusvej, opkaldt efter landsbyfællesskabets fælles kølehus, som lå dér. Her i området lå også Sæddings allerførste skole.

For enden af stien bag Kongeåvænget, støder man på kælkebakkerne. De blev anlagt af jord, bortgravet ved udgravningen til Ådalsskolen, hvor man gravede ud til et kæmpemæssigt feltlazaret under skolen. Det var jo den kolde krigs tid, da skolen blev bygget. Det var meningen fra kommunens side, at man ville lave et stort rekreativt område med bakkerne, små soppesøer, som kunne bruges til isskøjtning om vinteren og meget mere. Det er der aldrig blevet råd til.

Fra toppen af den største bakke, kan man få turens måske allerbedste udsigt. Man kan så at sige se hele horisonten rundt og se langt, Fra Ho bugt, over Skallingen og Langli, via Fanø udover Esbjerg, videre til Guldager og Hjerting. Men gå op ad stien på sydsiden, da trappen på nordsiden er yderst brøstfældig.

Området mellem kælkebakkerne og campingpladsen, som desværre er groet noget til, er ret vildt men kunne blive en god hundeskov for kommunen. Den nærmeste er i Tange bakker, noget øst for Ribe.

Nu passeres campingpladsen på venstre hånd. Umiddelbart her på højre hånd flyder Sønderris bæk, som stien har fulgt på højre hånd fra dens udspring tæt på Markusskolen. Den flyder her sammen med Guldager Møllebæk. Man kommer nu gennem et mægtigt ådelta med masser af små søer, for til sidst at havne ude ved Strandvejen på grænsen mellem Sædding og Hjerting, ved Møllebækkens udløb og hvor strandstien tilbage til de hvide mænd starter.

Nu følges strandstien i retning mod byen. Undervejs passeres også mere eller mindre skjult masser af bunkers fra 2. verdenskrig. Ud for Fyrvej, hvor skrænten er meget høj er også et kildevæld, som tidligere flød ud af skråningen og ud over stranden, som det endnu ses i Sjælborg, ved Rødhætte. Det blev kanaliseret, da man lavede den nuværende sti.

Efter det sidste hus langs strandvejen går der en sti op mellem dette og Henning G. Kruses store villa. Gå op på toppen af stien og nyd udsigten. Den er en af turens bedste. Hvor Kruses villa i dag ligger, lå, indtil han byggede det, en gammel kro, kaldet Neptunkroen, fordi den lå ved udmundingen af Neptunvej. Den havde en fantastisk udsigtsterrasse. Man kan håbe, en sådan måtte komme igen med tilhørende traktørsted, så de mange besøgende til de hvide mænd kunne læske sig og nyde udsigten.

Herfra er der kun et lille stykke, hvad enten man bliver oppe på Strandvejen eller går ned på stranden igen. Så er man atter ved udgangspunktet, Svend Wiig Hansens: ”Mennesker ved havet”