Vedtægter for Sædding-Fovrfeld Lokalråd 

§1 Navn: 

Rådets navn er Sædding-Fovrfeld Lokalråd. 

§2 Formål: 

Sædding-Fovrfeld Lokalråd er et lokalråd under Esbjerg kommune, og dækker de geografiske områder, som bydelene Sædding, Ådalen og Fovrfeld udgør. 

Det er rådets formål at være bindeled mellem borgerne i området og Esbjerg Kommune. 

Rådet har til opgave at virke til udvikling af det lokale samarbejde og sammenhold samt varetage områdets interesser i samspil med overordnede myndigheder.  

§3 Lokalrådets sammensætning: 

5 medlemmer vælges for en periode på 2 år. 

1 suppleant vælges for 2 år. 

Suppleanten kan inddrages i rådets daglige arbejde uden stemmeret. Lokalrådet vælges af generalforsamlingen. 

§4 Valgbarhed til lokalrådet: 

Alle borgere med bopæl eller arbejdsplads, og som i øvrigt opfylder betingelserne for valgbarhed til kommune- og regionsvalg, kan vælges til lokalrådet. Byrådsmedlemmer og kommunalt ansatte, der har overordnede, ledende funktioner, kan ikke udpeges eller vælges til lokalrådet. 

§5 Ansvar: 

Formanden tegner lokalrådet i det daglige over for myndigheder og samarbejdspartnere i øvrigt. 

Lokalrådet konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær efter hver generalforsamling. Konstitueringen meddeles hurtigst muligt Esbjerg Kommune. 

Lokalrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af rådet er til stede, herunder enten formand eller næstformand. Lokalrådet fastlægger selv sin forretningsorden. Rådets møder er lukkede. Lokalrådet hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid eksisterende formue. 

Der påhviler ikke rådets medlemmer nogen hæftelse. 

§6 Kassereren: 

Kassereren fører regnskab over lokalrådets midler. Regnskabsåret følger kalenderåret. Der er opfølgning af regnskabet ved hvert lokalrådsmøde. Der søges tilskud ved Esbjerg Kommune. Regnskabet følger kommunens praksis gennem anvendelse til administration og ikke til personligt tilskud. Evt. øvrige midler skaffes via fonde, sponsorer o.l. 

Regnskabet skal godkendes af Esbjerg Kommune. 

§7 Sekretæren: 

Sekretæren fører beslutningsreferat ved lokalrådsmøderne. Efter godkendelse på lokalrådets efterfølgende møde lægges referatet på lokalrådets hjemmeside. 

§8 Generalforsamling: 

Sædding-Fovrfeld Lokalråd afholder ordninær generalforsamling hver år inden udgangen af april måned. 

Generalforsamlingen annonceres på hjemmesiden samt i mindst én lokal avis. 

Generalforsamlingens dagsorden skal som minimum bestå af følgende punkter: 

Formandens beretning 

Fremlæggelse af regnskab 

Valg til lokalrådet 

Eventuelt 

Alle borgere med bopæl eller arbejdsplads i lokalrådets område, og som i øvrigt opfylder betingelserne for stemmeret til kommune- og regionsvalg, har stemmeret på generalforsamlingen. 

§ 9 Vedtægtsændringer: 

Ændringer af disse vedtægter sker ved almindeligt flertal ved en generalforsamling, efterfulgt af en vedtagelse med almindeligt flertal på en ekstraordinær generalforsamling senest 14 dage senere. 

Afvikles den ekstraordinære generalforsamling i umiddelbar forlængelse af den ordinære generalforsamling, skal dette tydeligt fremgå af indkaldelsen til den ordinære generalforsamling. 

Ændringer i lokalrådets vedtægter skal godkendes af Esbjerg Kommune. 

§10 Nedlæggelse: 

Lokalrådet kan kun nedlægges på et møde specielt indkaldt med kun dette ene punkt på dagsordenen og med 2/3 flertal blandt de stemmeberettigede – eller ved lovgivning. 

Eventuel formue skal ved nedlæggelse af lokalrådet gå til almene formål i Sædding-Fovrfeld-området. 

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling for Sædding-Fovrfeld Lokalråd den 27. november 2008. 

Vedtægterne ændret på ordinær generalforsamling den 24. marts 2015


Klik for at se lokalrådets afgrænsning: